Vil du være med til at arbejde med den grønne arealomlægning og store naturprojektker på en af Danmarks smukkeste arbejdspladser? Vil du have ansvar, selvstændighed og bidrage til at gennemføre projekter for klima, natur og vandmiljø?
Naturstyrelsen Himmerland søger en projektleder, der skal bidrage til arbejdet med den grønne arealomlægning i form af projekter til udtagning af lavbundsjorder og kvælstofvådområder. Indsatsen er en del af aftalen om Implementering af Grøn Trepart. Som projektleder vil der være mulighed for at gå lige ind i arbejdet med igangværende udtagningsprojekter i parløb med erfarne projektledere. Samtidig med, at der skal igangsættes nye projekter. Projektindsatsen sker helt overvejende på privat ejede landbrugsjorder i samarbejde med kommuner, udtagningskonsulenter og jordfordelingsplanlæggere, og deltagelse i projekterne er frivilligt for lodsejerne.
Du kommer til at indgå i et team med 9 erfarne projektledere, som bidrager til styrelsens arbejde for at realisere projekter i både Nordjylland og på Djursland. Gennem projektarbejdet vil du skulle indgå i mange forskellige sammenhænge med en bred vifte af samarbejdspartnere. Det vil i høj grad være kommuner, landbrugets organisationer, interesseorganisationer, borgere og selvfølgelige de konkrete lodsejere. Du skal kunne styre økonomi, dialog og møder samt rådgivere og entreprenører, i projekternes forskellige faser. Du får dermed et selvstændigt job, hvor det forventes, at du kan fungere som Naturstyrelsens repræsentant og stå for kommunikation og samarbejde med alle typer parter og interessenter.
Ansættelsen sker ved Naturstyrelsen Himmerland, der forvalter skove og andre naturarealer i Himmerland, på Salling og Livø, fordelt på fem kommuner (Rebild, Mariagerfjord, Vesthimmerland, Aalborg, Skive). Enhedens øvrige opgaver omfatter bl.a. naturforvaltning, drift af faciliteter til friluftsliv, skovrejsning og forvaltning af urørt skov. Særlig for denne enhed ledes en portefølje af ca. 25 projekter inden for klima-lavbund, akutpakke og vådområder på private arealer, dertil LIFE projekter.
Du vil få din daglige gang på kontoret på Mosskovgaard, der ligger naturskønt i Rold Skov ved Skørping. Enheden, der består af 28 medarbejdere. Arbejdspladsen er præget af en uformel omgangstone, hvor det kollegiale vægtes højt. Du vil også indgå i Naturstyrelsens landsdækkende netværk af naturprojekt-medarbejdere. Tillid, samarbejde, arbejdsglæde, anerkendelse er grundlæggende for vores arbejde, der er præget af stort engagement og faglig udvikling.
Din profil
Vores forventning til dig er, at du har gåpåmod, og har lyst og vilje til at drive langvarige og komplicerede projekter med mange forskellige facetter. Du skal have lyst til at udvikle dine kompetencer. Vi søger en dygtig medarbejder der motiveres af naturfaglige interesser, kan arbejde struktureret med budget- og økonomiopfølgning, udbud og myndighedsopgaver og lange projektforløb. Vi ser gerne, at du har et par års erhvervserfaring, men en nyuddannet med de rette kompetencer kan også blive taget i betragtning.
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, som f.eks. skov- og landskabsingeniør, biolog, forstkandidat, geograf, ingeniør, naturforvalter eller lignende.
Derudover forventer vi, at du:
- Har konkret kendskab til gennemførelse af naturprojekter – gerne erhvervet gennem en offentlig ansættelse eller fra fx en teknisk rådgivningsvirksomhed. Det vil være en fordel, hvis du har arbejdet med naturforvaltning og/eller naturgenopretning.
- Har indsigt i og overblik over de lovgivnings- og myndighedsmæssige forhold inden for natur, miljø og fysisk planlægning, herunder miljøvurderingsloven.
- Har erfaring med lodsejerkontakt og forskellige interessentgrupper, og forstår at navigere som styrelsens repræsentant blandt mangeartede interesser og være dygtig til at kommunikere og skabe gode relationer.
- Har sans for økonomistyring i form af budget- og regnskabsopfølgning.
- Både kan arbejde selvstændigt, men også har et godt samarbejdsgen, som betyder at du kan indgå i teams og at dine kollegaer kan regne med dig i den daglige opgaveløsning.
- Er initiativrig, resultatorienteret og kan tilrettelægge og styre en projektplan frem til målet.
- Det er et krav, at du har kørekort til personbil.
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten) eller i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt tilhørende organisationsaftale for Skov- og landskabsingeniører.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner.
Arbejdssted er Naturstyrelsen Himmerland.
Stillingen søges besat 1. april 2025 eller snarest muligt derefter.
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte skovrider Annette Strøm Jacobsen på tlf. 619 21122.
Du kan læse mere om Naturstyrelsen på https://naturstyrelsen.dk/ og om projekterne under ”Ny natur”.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende dine oplysninger, ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest d.
14. marts 2025.
Der forventes afholdt samtaler d. 20. og 21. marts 2025.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Rebild Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Himmerland, Møldrupvej , 9520 Skørping
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-03-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8a3c8a8a-feba-476b-9443-e1bbc73ac343